Den seneste tid har været en blandet pose bolsjer. Jeg har ikke været helt på toppen og jeg har haft nogle problemer med at sove. Årsagen til min udfordring med at sove stammer fra en gammel skulderskade, som jeg egentlig har holdt nede ved at styrke muskelvævet omkring skulderen, men i forbindelse med min kræftbehandling har strålingen ødelagt muskulaturen og en bivirkning ved behandlingen er netop tab af muskelmasse. Så hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke sovet godt en eneste nat siden behandlingen startede for lidt over en måned siden. Smerten er ikke voldsom og føles faktisk kun som 2-3 på en skala fra 1-10, men når man prøver at sove, så er det nok til at holde en vågen. Sovemiddel og smertestillende medicin har kun hjulpet marginalt. Jeg har sovet i en lænestol og har sovet flere timer i stolen end i min seng. Lænestolen muliggør en mere oprejst stilling, som reducerer smerten.

Lad os antage, at jeg har et par timer hver dag til at tænke over livet. For det meste af tiden er det ikke positive tanker - frustrationer over ikke at sove og bekymring over hvordan jeg har det dagen efter. På disse dage lytter jeg til stille musik, lydbånd og prøver at meditere for selv om jeg ikke kan sove, så prøver jeg at bevare mest muligt af flowet af positive tanker. I disse perioder er det lidt sværere at bevare fokus på taknemmeligheden, så i disse perioder er det endnu mere vigtigt at minde mig selv om hvor heldig jeg er og hvor godt jeg har det. Som jeg også understregede i programmet i relation til positiv tænkning, så vil der være tidspunkter hvor man er nede og har negative tanker. Vi er kun mennesker og tankerne vil gå over.

Jeg har også kæmpet en smule med at få gennemført mine anticancer rutiner, når jeg er så træt. Min største udfordring er manglende appetit og følelsen af at være oppustet. Jeg kæmper med en enorm mængde luft og oppustet mave og en følelse af, at min mave vil springe og det fordrer ikke ligefrem lysten til at spise. Men ofte når jeg går i gang med at spise, har jeg det faktisk bedre bagefter.

Trætheden påvirker også min lyst til at træne, men jeg har presset mig selv til at gå en tur og når jeg kommer af sted er jeg taknemmelig for min beslutning om at gøre det. Jeg siger til mig selv: "Get your ass of the chair and GO!". Nogle gange er man nødt til selv at svinge pisken.

Jeg nyder i fulde drag foråret – især dette forår. Primært fordi, at for et år siden, var det tvivlsomt om jeg ville være her i dag. Selv om jeg havde planer om at være her, så var det tvivlsomt. Foråret her i Washington har været utroligt. Alt blomstrer i fuldt flor og når jeg kigger udenfor har jeg lyst til at tage mine sko på og gå. På det sidste er jeg begyndt at se Guds ansigt i mange ting… Skyerne, træerne, de smukke blomster og den smukke solnedgang over havet. Jeg er specielt glad for solnedgangen i denne tid, da jeg selv befinder mig i mit livs solnedgang, så minder det mig om hvor smuk min tid har været.

I slutningen af denne uge får jeg svar på hvordan de sidste 6 ugers kemoterapi er gået. På dette tidspunkt, 16 måneder efter diagnosen, er jeg blevet vant til gode og dårlige nyheder. Jeg stresser ikke over det. Testene og resultaterne fra testene er blevet en del af min nye livsstil, hvor det ikke stresser mig så meget som det gjorde i begyndelsen. De værste nyheder vi kan få er, at kemoterapien er begyndt at miste effekt, hvilket er meget muligt. De gode nyheder er, at min læge har 3 yderligere kemo cocktails som er tilgængelige og som har vist lovende resultater. Jeg er klar til at høre resultaterne uanset udfaldet og jeg ser frem til at dele dem med jer.

Tags: